Metrostjernerne

Der var engang en mand som hverken var lille eller stor, hverken tyk eller tynd. Han var slet og ret mellemstor.

En nat kiggede han så meget op på stjernerne at han vækkede en stjerne som hverken var lille eller stor, hverken tyk eller tynd. Hun var slet og ret mellemstor.

Den mellemstore stjerne spurgte den mellemstore mand:

"Hvorfor glor du sådan på os som om du aldrig har set så mange smukke kvinder på en gang?"

"Ih, jeg vil så gerne have nogle af jer ned til vores lille stad så I kan lyse under jorden og bringe mennesker fra torv til gade, fra arbejde til hjem, fra sorg til glæde, fra fattigdom til rigdom", sagde den mellemstore mand.

"Du er ikke rigtig klog! Ved du ikke at vi er meget kostbare. Vi kan ikke bare hoppe ned fra himlen og opfylde dit ønske. Hvis vi skal ned til din by, så skal vi i hvert fald have en anden krop. Og du skal hjælpe os med fødslerne", sagde stjernen.

Den mellemstore mand var så begejstret for idéen at han straks gik i gang med at gøre den til virkelighed. Et tusind mennesker hjalp til i ni år og byggede stjernestationer, hvor der blev skrevet "metro". Og de skulle bruge elleve milliarder kroner til dyrt stjerneudstyr.