Forfatter, journalist, foredragsholder og performer
Vucinas våbenskjold
1.
I midten af en nucleus
har jeg fundet din kraft:
den påvirker nu solidariteten
i min energimasse.
Jeg kan mærke
æteren begynder allerede
at bestemme over de andre.
Kampfløjten har for længst
manifesteret sig.
Det svulmer nu af følelsespartikler,
luften skubber alt med sin lethed.
Jeg må drikke noget vand
for at få klarhed over situationen.
Hvis din kraft har gode intentioner
så må du sprede din velsignelse -
jeg er parat til eruptionen.
2.
Tilgiv mig fordi jeg har lånt din sjæl.
Jeg lover ikke at gøre den fortræd.
Dens aura har simpelthen beruset
Mit Højere Jeg så Det rækker efter din helhed.
Når høje tider er forbi
når abstinenserne er færdige med programmet
vil jeg give dig din sjæl tilbage.
Så vil ilden i mig måske
gribe efter din fysik
og give ordre til en flammende dans i dine sanser.
Spil med
din menneskelighed vil få sin vilje
du vil blive mæt af min ærlige musik.
3.
Du skal ikke gå i bad i dag,
jeg vil lugte dig uden kemisk indblanding,
jeg vil snakke med din hud og indre organer.
Du må skrue ned for dynamikken,
du skal skinne med i rubinfarven.
Jeg vil lægge dit sjæls tæppe over min skygge,
jeg vil svæve med dig et sted i verdensrummet.
Vores læber vil svømme i en glødende vulkan,
vores styrke vil fremkalde et jordskælv
vi vil åbenbare dyrenes samvittighed.
Og
når vi bliver trætte
kan vi bare benytte os
af min seng.
4.
Du er besat af en negativ energi
Det er lige meget
hvornår
hvordan
hvorfor.
Nu vil den ikke kun nøjes med din krop,
nu stiller den flere krav.
Jeg kender en våbenmager
som giver gratis kærlighedspistoler:
skyd energien med din kogende vilje,
sig at den skal gå sin vej,
fordi du ikke har brug for den mere!
Ræk hænderne i vejret
åbn for en kanal af lys
lad være med at vakle.
Min glæde vil tage imod dig når krigen er slut,
men du må selv dræbe
den negative energi,
som vil forære dig
din frihed.
5.
Drømmen om dig ridende på en hest i luften
standsede alt mit blod
og rystede mine ribben
så jeg vågnede i en anden drøm.
Forsøg på at nå dig
var som at købe
alle Jordens puder.
Du med din hvide hest
forsvandt og dukkede op
hist og her
med en tønde honning
og en masse lyde
som vi kalder ord.
En dag brækkede din hvide hest sit ben
og faldt ned på min hvide natkjole.
Du lod som om du var hos mig
i mindst fem hundrede år,
rejste dig op og begyndte at fløjte.
Da min skuffelse vaskede din falske mystik
og trak ensomhedsgardinerne
fra dine tørstige øjne
kom vi endelig under dynen
og over min drøm.
Fem digte - Hvedekorn
Hvedekorn © 1986 nr. 2